Lidt mere om oversættelse
De enkelte tekstgenrer stiller ofte deres helt særlige krav til både indhold og form i oversættelsen. Er f.eks. sætningsopbygningen et karakteristikum for originalen, bør den så vidt muligt genfindes på målsproget, naturligvis inden for rammerne af dette sprogs regler. Det vil typisk være tilfældet for litterære oversættelser, hvor forfatterens sprog og stil er afgørende og skal gengives i oversættelsen (formal-æstetisk ækvivalens). Er der tale om en fagtekst, f.eks. en juridisk eller teknisk tekst, der betjener sig af en bestemt fagjargon og af bestemte termer, må der kræves tilsvarende brug af fagsprog i oversættelsen (pragmatisk ækvivalens). Reklametekster har typisk til formål at skabe interesse for eksempelvis et produkt, og her kan anvendte sproglige effekter som f.eks. rim være vigtigere end det faktiske indhold: ”Haribo - den er go’”, hvor en direkte oversættelse til dansk af den tekst, der bruges i Tyskland, ville lyde: Haribo gør børn glade (”Haribo macht Kinder froh”). Formålet med oversættelsen er ligesom i originalen at fremkalde emotionelle og associative reaktioner (konnotativ ækvivalens).
Findes det - findes det ikke?
Ud over selve sproget er situations- eller kulturfaktorer medbestemmende for, om modtageren af en oversættelse kan integrere de forhold, som er bundet til udgangskulturen, i sin egen kulturelle og samfundsmæssige kontekst. Ofte findes et begreb eller fænomen i det ene sprogområde, men ikke i det andet. Eksempelvis er Tyskland en såkaldt forbundsrepublik, hvor hver enkelt delstat har en bestemt grad af selvstyre og et domstolshieraki med en såkaldt "Oberlandesgericht" som delstatens højesteret. Det findes ikke tilsvarende i Danmark, og derfor findes der heller ikke noget umiddelbart dækkende begreb på dansk. Hvordan skal man så oversætte det? Igen spiller teksttypen ind, ligesom der må tages højde for målgruppen. Drejer det sig om en undervisningstekst for (tyskkyndige) jurister, ville en løsning være at lade det stå på tysk. Er der tale om en dom, der skal læses af ikke fagfolk, ville en forklarende tilføjelse være på sin plads (f.eks. højesteret på delstatsniveau), mens ”højere retsinstans” ville være en mulighed i en mere journalistisk præget tekst med knap så strenge krav til faglig nøjagtighed og præcision. Det skandinaviske begreb ”ombudsmand” har man på flere store europæiske sprog ikke anstrengt sig for at finde en oversættelse for; det hedder ”bare” det samme. Det behøver heldigvis ikke altid at være svært.
Gammel rotte og doven hund
Men også på det rent sproglige plan er oversættelsesprocessen mere end blot udskiftning af ord i det ene sprog med ord i det andet. Faste udtryk eller idiomatiske vendinger kan være højst forskellige selv mellem (relativt!) beslægtede sprog som f.eks. tysk og dansk: Hvad der på dansk er en ”gammel rotte” om en person med stor erfaring på et bestemt område er en ”alter Hase” (gammel hare) på tysk – her ville en ordret oversættelse være ganske uheldig, da ”Ratte” (rotte) på tysk er et stærkt skældsord (modbydelig person). Andre eksempler fra dyreriget på dansk er vittig hund (svarer på tysk til ”Spaßvogel”, jf. dansk ”spøgefugl”, eller til ”Witzbold”- ”vittigbolt”, jf. drukkenbolt), doven hund (”Faulenzer”- dovendidrik eller ”Bummelant”, jf. bumletog), hård hund (”harter Knochen” – egentlig en hård knogle). Her har hunden ikke været billedgiver på tysk.
Som det ses, er der mange forhold, som ligger bag teksten, er underforstået eller udtrykkes med helt forskellige begreber og billeder på de forskellige sprog. Oversættelse kræver derfor et indgående kendskab til såvel sproget, der oversættes fra, som sproget, der oversættes til, foruden en præcis og omfattende viden om begge involverede sprogområders kulturelle, samfundsmæssige og juridiske forhold.